Facader rystes og akvarier krakelerer i ‘Reservatet’ 

To stenrige, perfekte familier. Venner og naboer et sted i Klampenborg. To tiloversblevne teenagedrenge med droner og en digital tråd med incel-videoer. To au pair piger. En nat forsvinder den ene, Ruby, sporløst. Så er Reservatet sat i bevægelse. 

Kystvejen og de fine postnumre nord for København kaldes i daglig tale også Whiskeybæltet og Reservatet. Her bor samfundets ubetingede top-kapitalister bag hegn og høje mure. Champagnepropperne springer på en mandag, der er dømt bekymringsfri zone 24/7, alt er poleret, overdådigt og rigeligt. 

Marie Bach Hansen spiller rollen som Cecilie med udsøgt dramatisk fornemmelse. Man fornemmer uroen i blikket, fortidens skygger, følelser og frustration under den porcelænsfine facade

I reservatet cykler også en del unge filippinske kvinder rundt – eller skubber af sted med barnevogne. Dem har vi nok bemærket?

Denne samfundsgruppe udgør nærmest sin egen demografi, sit eget reservat, i det større. Men hvad ved vi egentlig om disse filippinske kvinder? 

De filippinske au pairs skjulte verden

Serien giver os et indblik i gæstearbejdernes liv, fællesskaber, katolske sammenhold og kontakten til deres kære derhjemme via video chats. Samtidig udfordres vi med både deres og vores egne dilemmaer, og fordomme ryger en befriende tur i centrifugen. 

Marie Bach Hansen spiller hovedrollen som Cecilie. Hun er elegant klædt, gorgeous, og hendes hår lige så velplejet og gyldent som det perfekte hjems akvarie-virkelighed med de gabende store, tomme Hammershøi’ske stuer, panorama til haven, Øresund og en pastoral, nærmest uvirkelig, verden udenfor. Solen skinner for det meste, lyset trænger smukt ind. Indtil vejret pludseligt slår om i et par nøglescener, hvor det regner ukontrollabelt, bibelsk.  

Sprækkerne kommer nemlig. Akvarierne skælver. Både i miljøet og Cecilies indre – for Cecilie er både udstyret med en antydet sjette sans og hjemsøgt af fortiden. Hun rummer også et moralsk kompas, hvilket adskiller hende fra naboerne og til dels hendes mand, advokaten Mike. Marie Bach Hansen spiller rollen som Cecilie med udsøgt dramatisk fornemmelse. Man fornemmer uroen i blikket, fortidens flakkende skygger, følelser og frustration under den porcelænsfine facade.

Cecilie løber hver dag aftentur langs vandet. Hun løber og løber. Flygter fra det skæbnesvangre, faldet, idyllens opløsning i kaos. Den paranoide stemning mættes og orkestreres fornemt af musikken. Hovedsageligt bestående af sfæriske korstemmer. 

Lars Ranthe er sydende god i rollen som Rasmus Hoffmans iskolde, arrogante CEO-milliardær. Da han i sidste afsnit råber “Det stopper her!” til sin hustru, er man ikke i tvivl. For der er ikke tale om et åbent spørgsmål, men et dekret. Spørgsmålet er så, om det står til troende?

Isdronningen og den fortabte søn

Hoffman-dynastiets dronning er Katarina, spillet passende diabolsk af Danica Curcic. Hun er kælen, kalkulerende, egocentriker af Guds nåde, og nærmest endnu koldere end sin mand. 

Cecilies søn Viggo, subtilt spillet af Lukas Zuperka, er en kronisk betuttet, fragil og indesluttet størrelse. Man aner en form for omsorgssvigt, og hans stærke tilknytning til familiens au pair Angel (Excel Busano) er af en så grænseintim karakter, at tabuet lurer og truer i enkelte scener.

Viggos bedste ven er naboen Oscar Hoffman – og ja, Cecilies familie er skam nabo til Hoffmans borg af et palæ. De to drenge flyver med drone, og scenerne af den nærgående, uhyggeligt summende drone og dens POV-kamera, som ser alt, er effektiv klaustrofobisk voyeurisme. 

Drengene udfordrer også hinanden med stalker-videoer af sagesløst uvidende piger i en fælles tråd. Med incel-motivet indvæves en højaktuel problemstilling i serien. Oscar er gruppens skruppelløse leder, Viggo dens svage og bange medløber. Netop deres tråd bliver et element i opklaringen af forbrydelsen. 

Reservatet skriver sig overbevisende ind og tager plads på en af de helt fornemme socialrealistiske tv-seriehylder

Undervejs i seriens seks afsnit når mistankens pendul at svinge i retning af flere af karaktererne. Akkurat som det skal være. Som en whodunit sprænger Reservatet ikke nogle skalaer – men dens miljø- og karakterportrætter er ætsende stærke – på en og samme tid tiltrækkende og voldsomt frastødende, og lydsiden er intelligent og fuld af trolddom. 

Per Fly er en stor auteur og en mester i miljøer, hvilket hans 00’er-trilogi med Bænken, Arven og Hævnen fortsat vidner stærkt om. Netop kulden og fremmedgørelsen i Arven og dens portrætter og miljø går som et distinkt Per Fly-kvalitetsstempel formidabelt igen i Reservatet. Serien er isnende kold, og vi trækkes helt ind i marven af is gennem de glamourøse prismer.  

Arven er et helstøbt mesterværk og hård at benchmarke en serie op imod. Men Reservatet skriver sig overbevisende ind og tager plads på en af de fornemme socialrealistiske tv-seriehylder. Manuskriptet er velskrevet, produktionen usædvanligt stilsikker, og musikken dragende som sirener og raffineret doseret.