You: Morbid romantik og den betingelsesløse kamp for kærlighed

Som så mange andre solide serier på streamingtjenester med multiple sæsoner sker med You også det uheldsvangre, at den overbeviser i de første sæsoner, hvorefter kvalitet og intensitet desværre daler en del. Det skete også med dygtige, sæsontunge serier som Ozark, Bloodline og The Sinner (sidstnævntes første sæson er decideret genial) – og listen som bekræfter trenden er lang.

Plotline og præmis i You er originalt tænkt, og i første sæson perfekt eksekveret: Joe Goldberg er en ung, litterært begavet, charmerende og lidt uudgrundelig fyr med nuttede brune hundeøjne. Joe vil gøre alt for at opnå og for enhver pris beskytte den kærlighed, han aldrig fik som lille. Han er dybt traumatiseret af omsorgssvigt og psykisk tortur fra barndommen, og allerede i tidlige flashbacks får vi omsorgsfølelse for ham. 

Joe er introvert og socialt akavet. Han har romantiske fantasier om kvinder, men lider af udpræget kontaktblokering. Så hvad gør han? Han researcher og stalker dem systematisk, især online, men også på gadeplan med sit kamera og kasketten trukket godt ned over øjnene. Og han er god til det.

Vi tilgiver sågar Joes metoder, som inkluderer omfattende stalking, likvidering af Becks kæreste, hendes bedste veninde, og andre “nødvendige skridt” som kan sikre kærligheden mellem de to

Joe driver en pittoresk klassisk boghandel i New York med antikke bøger og litteraturens store klassikere. Temaer og citater fra disse går som et ledemotiv gennem serien. Nå, ja, og så har Joe lige et topsikret klimakontrolleret glasbur i kælderen til de særligt dyrebare værker. Muligvis til opbevaring af andre “værker” også.  

Skønne Guinevere Beck og en perfekt romance

I første sæson møder Joe den aspirerende unge forfatterinde Guinevere Beck. De mødes naturligvis i Joes antikvariat. Beck er natursmuk, en pige fra landet havnet i storbyen, masser af drømme, glød i øjnene, en usleben ædelsten, på alle måder sød og appetitlig. Joe bliver omgående dybt betaget af hende, og som dagene går decideret besat.

Følelserne er ikke ubetinget gengældt, men det bliver de gradvist – og intelligent og dragende som første sæson er skruet sammen abonnerer vi som publikum rent faktisk på de ægte følelser og romantikken som blomstrer mellem de to. 

Elsker de trods alt fortsat hinanden, og vil de fremfor udryddelsen af den anden tilvælge deres lille familie og perfekte dræberalliance?

Vi tilgiver sågar Joes metoder, som inkluderer omfattende stalking, likvidering af Becks kæreste, hendes bedste veninde, og andre “nødvendige skridt” som kan sikre kærligheden mellem de to. Han vil jo bare beskytte hende mod denne verdens tomhjernede, eller værre endnu, manipulerende og afstumpede rovdyr? På mange måder er Joe både ridderlig og en sand gentleman. Sådan nogle kan vi godt lide.

I anden og tredje sæson af You er vores protagonist flyttet til Los Angeles. Han havde brug for at viske tavlen ren, starte forfra, og det forstår man godt. Her møder han Love. Hun er datter af en stenrig familie, men vil klare sig selv. Hun driver et konditori, laver de lækreste cupcakes og navigerer ellers i et hippemiljø af veganere, miljøaktivister og typecastede langhårede flipperede.

Sæson to holder et fortsat højt niveau, og betjener sig af den herlige game changer, at Love viser sig at være næsten lige så forskruet og kalkulerende som Joe. 

Joe møder værdige modstandere

Det fører til en række kosteligt morsomme scener. Glasburet bruges flittigt, hvor hulen skal ligene deponeres, og hvordan overbeviser vores protagonist (og Love) lige verden og ofrenes nærmeste om deres eksotiske forsvinden? Det kræver kløgt, taktisk snilde og konsekvensberegning. Tredje sæsons tiende finaleafsnit er decideret brilliant: Love og Joe har lagt hver sin plan for hvordan den anden skal elimineres endegyldigt. Begge har udtænkt noget smart, men hvem trækker det længste strå? 

Man forstår godt Joes sardoniske smil, og det faktum at nissen og den gode gamle vane og løsningsmodel dukker planmæssigt op

Elsker de trods alt fortsat hinanden, og vil de fremfor udryddelsen af den anden tilvælge deres lille familie og perfekte dræberalliance? I samtalekøkkenet omkring kogeøen udspilles et bizart, intenst og hylende morsomt drama af både Strindberg’ske og von Trier’ske dimensioner. 

I fjerde sæson går kvaliteten så et lille nøk ned, og dog: For på den ene side begynder formlen at virke lidt forudsigelig og træt. På den anden side kommer fornyelsen alligevel via det markante skift i milieu, persongalleri og psykologisk raffinement. Joe er efter en mindre verdensomrejse som luksusvagabond flyttet til London og har fået job som litteraturprofessor på et nydeligt college. Naturligvis. 

Han har anlagt distingveret fuldskæg og nyder sit nye liv. Ro og fred i den smukke lejlighed, æstetisk og filosofisk oplysning af ungdommen. Nye omgangscirkler i form af aristokratiske og møgforkælede britiske snobber. De er vitterligt øretæveindbydende, og man forstår godt Joes sardoniske smil, og det faktum at nissen og den gode gamle vane og løsningsmodel dukker planmæssigt op.

Dissociation og metaltræthed

For nu skal kære Kate beskyttes. Twistet og elegancen i sæson fire er – udover det morsomt karikerede snobgalleri – det aspekt at Joe begynder at slå indre sprækker. Jekyll og Mr Hide antagonismen, de indre spændinger, barndommens mareridt, det hele begynder at koge over, og måske er en splitting med multiple identiteter på spil?

Det er lige så ulogisk og lige så stort et svigt og bedrag som at lade James Bond dø. Det gør man bare ikke. Serien kan dog som helhed anbefales varmt

Femte sæson er det absolut svageste led i en ellers slidstærk You-kæde. Det er som om, at skaberne Greg Berlanti og Sera Gamble – sammen med Penn Badgley (Joe), som er co-producent på sidste sæson – for ivrigt forsøger at binde sløjfer på pointer, sidehistorier og skæbner. At Joe ryger en tur i eget bur er naturligvis oplagt hybris nemesis, men ønsker vi at se ham ydmyget, ønsker vi at se ham opløst i selvterapeutiske tårer?

Virker det troværdigt? Ja, måske nok. Nødvendigt? Nej. Det bliver desværre en omgang påklistret moralsk korrekthed. Især i allersidste afsnit, som sigende nok også skydes helt i sænk af brugerne hos IMDb. Her modtager serien i øvrigt samlet set scoren 7.7.

Mytologiske helte er vel udødelige?

I et manieret tegneserieunivers hvor affekt- og rovmord serveres som underholdning fra en bugnende buffet oplever vi det lige præcis som det: Veritabel underholdning, effektiv af slagsen, og endda med herligt strejf af både komik og morbid humor. Vi får trods alt en solid kvote mord og torturscener gennem de fem sæsoner.

Derfor – og på grund af genrens og præmissens konsekvente stil – virker det helt unødvendigt og forkert, at vores helt og antihelt, verdens førende stalker, Joe Goldberg til sidst bringes til skafottet og smides i fængsel på en forvaringsdom. Det er lige så ulogisk og lige så stort et svigt og bedrag som at lade James Bond dø. Det gør man bare ikke. Serien kan dog som helhed anbefales varmt. Men spring eventuelt sæson fem over, og se for guds skyld ikke den sæsons allersidste afsnit.

Og husk, at der er håb: Gode tv-serier forgår ikke så let, og trods Bonds meningsløse død og Joes absurde indespærring i puritanismens navn skal begge nok rejse sig fra asken. Genren forpligter, heldigvis.