En musikalsk fest med venner – og Finneas

Mens mange popkoncerter i dag læner sig op ad visuelle armbevægelser og effekter, var Finneas’ scenografi enkel og underspillet. Det føltes næsten som at sidde i en hyggelig kælder-studie – hvor musikken alene fik lov at fylde rummet.

Vokalmæssigt leverede han en imponerende præstation. Han ramte hver tone med præcision – både de bløde, talt-agtige basnoter og de himmelstræbende fraseringer. Publikum sang hengivent med – deres stemmer smeltede sammen med Finneas’ egen i et fælles kor af indlevelse.

Jamstemning og spontane anekdoter

Det er krystalklart: Finneas elsker at stå på scenen – og forbindelsen til publikum er ægte. Han tog sig ofte tid mellem numrene til at dele personlige historier – improviserede anekdoter, let kryptiske men varme og morsomme bemærkninger om bandmedlemmerne, et pludseligt smil og en sætning henvendt til en enkelt blandt publikum. Det virkede aldrig forberedt, men derimod disarmende og ægte.

Når han skruede helt ned, som under “Angel”, blev rødderne som singer-songwriter tydelige. Salen blev næsten tavs, publikum vuggede roligt med, nærværende i hvert ord, mens mobilens lommelygter vuggede som små stearinlys. En af de mest følelsesladede stunder kom under “Family Feud” – et højdepunkt, især grundet den inderlige dedikation til hans søster. Det føltes ikke som en optræden – snarere som en delt og blid stund. I netop det nummer svævede en Beatles-stemning – og det er ikke en skam, men en anerkendelse. For selv de mest originale kunstnere står på skuldrene af dem, de beundrer.

Ceremoniens mulighed

“The Kids Are All Dying” er en dramatisk og smuk fortælling fra pandemitiden – og Finneas leverede den med autoritet og kant. Funky, insisterende og stramt styret. Han lukkede aftenen med “For Cryin’ Out Loud!”, titelnummeret fra hans nyeste album, der på fornem vis samlede aftenens følelsesmæssige spændvidde og musikalske håndværk.

Finneas beviste denne aften, at han er langt mere end en genial producer, medskribent eller Billie Eilishs bror.

Sættet bølgede frem og tilbage med præcision, vekslende mellem elektrisk energi og sart intimitet.

Apropos hans søster: Hun spillede to udsolgte shows i Royal Arena dagene forinden – så deres Europa-turnéer krydsede hinanden her i København.

Det ville have været en gave – næsten ceremonielt – hvis hun var dukket op i Vega for at synge et par sange med ham. Det havde givet mening på alle måder. Men hun dukkede desværre ikke op. Hendes shows i Royal Arena havde høstet storslåede anmeldelser – så måske havde hun fortjent en aften på sofaen.