Metallens mavepustere og kvindekamp på Copenhell

I begyndelsen af 10’erne tog diskussionen om den skæve kønsfordeling i dansk musik fart. Særligt den rytmiske scene var stærkt mandsdomineret. Det er den stadig, men der sker langsomt markante ryk i retning af større ligestilling. I metalmiljøet kommer forandringer i små doser. Ikke fordi de er uønskede – tværtimod. Kvinder har altid været velkomne. Men bortset fra enkelte sangerinder hist og her, har det krævet tålmodighed at finde kvindelige musikere på scenerne.

Da det københavnske band Konvent ramte Copenhell i 2019, var det derfor intet mindre end en åbenbaring: en rendyrket kvindekvartet, der spillede doom-metal med en kraft, man ikke glemmer. Og gør det stadig med overbevisning.

Copenhell anno 2025 viser et andet billede. Der er markant flere kvinder på scenerne. Det er endnu ikke en ligelig fordeling – og bliver det måske aldrig – men undertegnede kunne ikke lade være med at nærstudere programmet. Resultatet: 20 ud af cirka 80 optrædener havde kvindelige musikere i lineuppet. Det er bemærkelsesværdigt og opløftende i et miljø, der historisk har været præget af testosteron.

Selv i Con-området – stedet for spil, tegneserier og talks – kunne man finde en syworkshop, der tilbød hjælp til at gøre sin battlevest mere feminin. Hvorfor ikke?

Men det hele var ikke nyt. På Pandæmonium-scenen spillede det gendannede canadiske band Kittie, bestående udelukkende af kvinder og albumaktuelle sidste år efter 13 års pause. Deres syvende studiealbum fik den helt store fejringssalut – og sikke en fest, de fyrige furier fyrede af.

Fra den mere eksperimenterende ende kom Poppy – alias amerikanske Moriah Rose Pereira – med sin genreblanding af sukkersød pop og skrigende nu-metal, døbt Dark Pop. Bag hendes lillepigefacade gemmer sig mørke fortællinger og smertefulde stemninger.

Og netop det slog mig under årets Copenhell: de kvindelige sangskrivere bærer stærke historier. “Woman is the Nigger of the World,” sang Yoko Ono og John Lennon i 1972 – et omdiskuteret, men ærligt udbrud, der sætter ord på kvindens placering i verdens hierarkier. Det kunne – og burde – stadig være brændstof for vrede, sårbare, ærlige tekster.

Og apropos overraskelser: Da Myles Kennedy i sidste øjeblik aflyste sin optræden på Hades-scenen om onsdagen, trådte danske Vulvatorius til. Oprindeligt booket til den mobile scene – et særpræget koncept, hvor en rullende scene bevæger sig rundt på festivalpladsen, mens bandet spiller – fik de i stedet æren af at indtage et af hovedprogrammets helt store spots. Og det gjorde de med bravur.

Bandet består af fem medlemmer – tre kvinder og to mænd – og har for længst vist, at de kan håndtere mere end en sidescene. Sidste år smadrede de Pandæmonium, og i år var de mere end klar. Deres lyd er punket med stærke tråde til black metal, men det er teksterne, der virkelig skærer igennem. Her er der dømt frontalangreb mod incelkultur, traumeåbninger og blik ind i dysfunktionelle familieliv. Jeg vil ikke afsløre mere – tjek dem selv og forbered dig på at få ondt i maven.

Det er netop det, den hårde musik kan: sætte ord og skrig på det grimme, det ækle, det ubærlige. Metal er et fristed for de udstødte og sårede. Et sted, hvor man må skrige sine ar rene. Og hvis kvinder ikke skulle have en stemme her – hvor så?

Derfor var det værd at mærke de feminine vibrationer på årets Copenhell. En festival, der i år rungede af kvindekraft, uro, styrke og nye fortællinger.