Det var en glat mandag aften i København. Sneen smeltede og forvandlede fortovene til blanke spejle, og kulden bed i kinderne. Men i det øjeblik dørene til Store Vega gled op, forsvandt vinteren. Indenfor i den legendariske sal steg temperaturen på få sekunder – ikke bare i rummet, men i kroppen.
The Easiest Way to Stay GDPR-Compliant
Jeg må indrømme: Jeg kendte ikke det skotske band, der har eksisteret siden 1995, før denne aften. Det gjorde min gode ven og fotograf Uffe Karlsson til gengæld. Han oplevede dem i Den Grå Hal i Christiania for to år siden og var dybt imponeret. Nu forstår jeg hvorfor. Jeg er det samme.
Ud over at anmelde bunker af koncerter, spillesteder og festivaler er jeg selv musiker. Og jeg har altid haft det ambivalent med sammenligninger. Det irriterer mig, når nogen vil have mig til at placere min egen musik i en kasse ved siden af andre.
Men vi mennesker sammenligner. Det er, som om det gør verden mere overskuelig. Så til dem, der endnu ikke har mødt Biffy Clyro: Forestil jer energien fra Green Day, tyngden fra Foo Fighters, det kantede fra System of a Down og melodisansen fra Manic Street Preachers.
Og lad mig så understrege det afgørende: Biffy Clyro lyder først og fremmest som Biffy Clyro.
Design. Build. Launch. No Code Needed.
From portfolio websites to full webshops – Elementor lets you build custom WordPress sites visually, fast and beautifully. Join 14M+ users who choose freedom, flexibility, and full design control.
Deres lyd er en brillant sammensmeltning af hård rock og ørehængende omkvæd – med strejf af noget næsten folkeligt. To korpiger med hver deres violin stod som lysende kontraster i scenekanten. En frygtløs bassist med autoritet. En trommeslager med præcision. To guitarer i konstant elektrisk dialog. Og i front: en tatoveret frontmand med en stemme, der både kan flænse og favne, og en scenetilstedeværelse, der suger blikket til sig.
Ouverturen – omtrent fire og et halvt minut – fængede mig ikke. En tydelig backingtrack med langsomme synthflader og violin-ostinater virkede for forudsigelig, næsten for teatralsk i sin opbygning.
Men så åbnede bandet. De to violinister trådte frem i lyset, og Vega eksploderede. Publikum blev løftet som én samlet organisme. Energien voksede med lysets hast, og det, der fulgte, var en to timer lang kraftpræstation. Intens, generøs og kompromisløs.
Da de sidste toner ebbede ud, og vi igen trådte ud i den smeltende sne, var det med en følelse af at have overværet noget, der brændte sig fast. De tog alle stik hjem. Imponerende.
