Når musikken vælger at falde – Wolter og viljen til det usikre
Wolter har fødderne solidt forankret i erfaring, men blikket er i dag fokuseret både fremad og indad. Med år på landevejen som del af bandet bag popstjernen Christopher har han set store scener og massive publikumsmængder verden over. Ud over de store arenaer har han også haft sine tidlige år på pubscener i det nordlige England, hvor nærværet og det ubarmhjertige publikum skærper enhver tone.
AMG Presents Moonboots
Som 21-årig tog han afsted fra København og begyndte en musikalsk dannelsesrejse, der førte ham gennem små spillesteder i Storbritannien til den rå sangskriverscene i Nashville og open mics i Los Angeles.
She just opened her laptop... and her store was already selling
Launch a high-performing online store with Elementor eCommerce Hosting – now up to 75% off for their birthday. Ends June 16.
I USA kastede han sig ind i sangskrivningens maskinrum – daglige sessions, skrivehold og deadlines – og endte med at få adgang til Sony Musics sangskriverhus i Nashville, hvor han arbejdede sammen med og lærte af nogle af branchens mest erfarne navne.
Her, i krydsfeltet mellem country, pop og ufiltreret kreativitet, formede han et musikalsk sprog, som i dag sætter retning for hans soloprojekt.
Ifølge guitarproducenten Lakewood, der har fulgt ham gennem flere år, er han “without question one of the most interesting talents in Denmark” – en udtalelse, der vækker nysgerrighed, særligt i lyset af hans nyeste udgivelse.
I studiet arbejder Wolter med en lydæstetik, der omfavner både tilfældighed og præcision. Under produktionen af sin seneste sang opstod en særlig sekvens, da en synth nærmest “kastede sig ud” i frit fald og spontant skabte en lyd, som han selv sammenligner med et tegnefilmsfald.
Lyden blev ikke poleret væk, men fik lov at blive stående i nummeret – som en slags sonisk parentes, en lille påmindelse om at ikke alt skal kontrolleres.
Det valg – at lade noget uforudsigeligt blive en del af det færdige værk – spejler det budskab, sangen rummer. Ikke nødvendigvis med store ord, men med en klang af accept – en lydlig anerkendelse af, at intet er sikkert. “Old Confetti”, titlen på nummeret, peger på resterne efter festen – og på den simple, men modige erkendelse: at vi ikke kan kontrollere udfaldet, kun nyde faldet, så længe det varer.
