Satan, skove og samvær: En far–søn-fortælling fra Copenhell

Copenhell 2025 er forbi, men eftersnakken runger stadig som et ekko i beton: Var årets program for rocket? For nostalgisk? For eksperimenterende? Metalpublikummet er kendt for sin dedikation og nørdede passion, men også for sine stærke holdninger. Det rejser spørgsmålet: Er der en generationskløft i metalmiljøet – eller rækker kærligheden til blast beats og black metal på tværs af alder?

For at finde svaret tog jeg en snak med Peter og Mikkel – far og søn, festivalfæller og faste inventardele på Refshaleøens mørkeste fest. Mikkel er 42. Peter, med et glimt i øjet, præciserer, at han er præcis 66,6 år gammel. “Det er jo det sataniske tal,” siger han med et smil.

Fra pladesamling til pit
Det hele begyndte i barndomshjemmet. Mikkel fortæller, at interessen for musik startede med Peters pladesamling – men det var kammeraterne på teknisk skole, der for alvor førte ham ind i metaluniverset med Metallica som gateway. Herfra gik det hurtigt: Nu-metalens vrede energi og Slipknots maskeklædte kaos blev lydtapetet på teenageværelset.

Peter husker, hvordan han stak hovedet ind og spurgte, lidt skeptisk, om “det der virkelig skulle være musik?” Men senere skulle rollerne vende: Det var nemlig far Peter, der introducerede Mikkel for dødsmetal gennem svenske Amon Amarth.

Peter har en ganske hård smag – han dyrker primært black metal, men hans samling spænder bredt. Den eklektiske opdragelse har sat sine spor: I dag er Mikkel især optaget af bands, der blander genrer. “Måske er det min musikalske bagage – måske er det bare en tendens i tiden,” siger han.

Festivalfædre og fælles lyd
De to deler ikke bare gener, men også sceneoplevelser. Sammen har de set gamle mastodonter som Eagles, ELO og Jethro Tull, men det er på Copenhell, de især opsøger de nye navne.

Peter spurgte engang, lidt tøvende, om det var okay, at han også købte billet til Copenhell. Det blev begyndelsen på en tradition. “Vi har en aftale om, at man gerne må gå til hver sin koncert,” siger Mikkel. “Men vi har faktisk altid været enige om, hvem vi skulle se – så det har aldrig været nødvendigt.”

Forskellig smag? Ikke rigtig. “Vi hører alt fra Social Distortion til Amon Amarth,” siger Mikkel. “Og det er jo lidt det samme med publikum på Copenhell – man ser mange generationer stå side om side foran scenen.”

T-shirts og patches vidner om det samme: Helt unge med Iron Maiden, Judas Priest og Metallica på brystet. “Der er mere, der forener os, end der skiller os,” siger Mikkel. “Vi elsker begge black metal,” tilføjer Peter. “Ja,” griner Mikkel, “vi elsker Satan og norske skove.” Begges øjne lyser. Et sagligt smil breder sig.

Hvem spiller videre, når legenderne dør?
Men hvad med fremtiden? Når de store navne ikke længere turnerer – hvem overtager tronen? “Behemoth og Sabaton kan sagtens bære hovedscenerne,” mener Mikkel. “Og der er masser af nye navne, der kan blæse folk bagover – hvis man altså tør give dem chancen.”

Han nævner, hvordan danske Vulvatorius sprang ind som erstatning for et aflyst hovednavn. “Og det gjorde de jo fremragende!” Copenhell-publikummet er loyalt og taknemmeligt, siger han – og stemningen løfter nye navne op.

Peter supplerer: “Det gode ved Copenhell er netop, at man kan høre noget, man ellers ikke ville have fundet selv.” Folkmetal nævnes som eksempel – en genre, der måske virker sær i starten, men vinder hjerter, når først man står dér i mudderet og råber med på refrænet.

Horn, kærlighed og arvegods
Mens de to mænd oplister ønsker til næste års lineup – Mephorash, Cult of Luna, Venom – bliver det tydeligt, at generationsopgøret nok er lidt af en myte. De unge lytter til de gamle, og de gamle er nysgerrige på det nye. Musikken er ikke en mur – den er en bro.

Vi rejser os mellem hængekøjer, kranier og blodspringvand. Hilser med horn og smil. Og ser frem mod mange satans gode koncerter – på tværs af alder, smag og generationer.