“Alting skal ikke forstås” – Debut fra Merete Ørting Lahey

En ny stemme med gamle rødder
April markerede et særligt vendepunkt i Merete Ørting Laheys artistkarriere: Her udkom Den fulde virkelighed, hendes første album i eget navn. Med mange års erfaring som klassisk pianist og musiker, er dette hendes egentlige solodebut – og en sanselig, eksistentiel rejse ind i transformation, tab og forbundethed.

Lahey er klassisk uddannet pianist fra Det Jyske Musikkonservatorium, og hendes musik trækker tråde mellem indadvendt poesi og vidtstrakte lydbilleder. Klangmæssigt bevæger hun sig i grænselandet mellem indie, pop og det udefinerbare. Den fulde virkelighed er blevet til i tæt samarbejde med musikerne Oliver Hoiness (Skammens Vogn, Kira Skov) og Mathias Holm Jørgensen (Girls In Airports), og det bærer præg af et særligt rum, hvor sårbarhed og mod smelter sammen.

“Jeg tror, jeg har taget det på mig, at alting ikke nødvendigvis skal kunne forstås. At noget godt må føles rigtigt, uden at det nødvendigvis giver mening.”

Det er ikke bare et citat, men en slags poetik for albummet: En intuitiv tilgang til skabelse og erkendelse, der afviser kravet om kontrol og klarhed.

Et album fra sorgens mellemrum
Den fulde virkelighed trækker tråde til navne som Inger Christensen, Alice Coltrane, Arvo Pärt, PJ Harvey og Low. Men først og fremmest udspringer det af Laheys egne erfaringer: Sorg, natur, skønhed og transformation er de indre koordinater. Musikken er ikke lineær; den cirkler, dvæler og lader det usagte stå tilbage med eftertryk.

Albummets ni numre danner en slags sonisk passage – en mellemverden, hvor menneskelig forbundethed, tab og forvandling flyder sammen i et flimrende klangrum. Her er ingen eksplicitte løsninger, men en vilje til at stå i det uforløste.

Ifølge Lahey selv har arbejdet med albummet været en årelang modningsproces. Det var først efter personlige tab og livsomvæltninger, at sangene begyndte at tage form. Som hun udtrykker det andetsteds: “Jeg skulle have mistet noget, før jeg kunne høre, hvad det var, jeg havde på hjerte.”

Et sanseligt rum med modstandskraft
Laheys tilgang til musikalsk skabelse udspringer af en længsel efter frihed og et bevidst opgør med de rammer, hun voksede op i. Hun beskriver sig selv som en, der virker bedst i frihed, drøm og leg. En opvækst i et stramt religiøst miljø blev modpolen til det åbne og undersøgende rum, hendes musik i dag bevæger sig i.

Inspirationen henter hun i det dagligdags og det hinsides: samtaler med sin afdøde mor, naboens blik over hækken, drømme, urter, Gud, skygger og småstenenes musik på en grusvej. Det er her, hendes kompositioner får næring – i de steder, hvor virkelighed og forestilling smelter sammen.

Albummet er båret af en søgen efter at forstå, eller måske snarere mærke, hvad det vil sige at være menneske. Det sætter tempoet ned i en samtid, der ellers kalder på hastighed og håndgribelige forklaringer. Med drømmende synths, organiske klaverfigurer og Hoiness’ forvrængede guitar skabes et klangunivers, der veksler mellem det trøstende og det tungsindige.

En debut uden startlinje
Med albummets udgivelse træder Merete Ørting Lahey frem som en stemme, der både rummer erfaring og fornyelse. Det er ikke en debutant, men en debut. Og netop derfor emmer musikken af tyngde og tålmodighed. Det er musik fra en kunstner, der kender sine egne mellemrum og vover at insistere på deres værdi.

Som et punktum, der ikke afslutter men antyder, runder Den fulde virkelighed af uden store armbevægelser. Det er et værk, der sætter sig – ikke som en erklæring, men som et nærvær, der insisterer på at blive lyttet til med opmærksomhed frem for hast.