Mikael Simpson er tilbage – live og omsider med nyt album

Han er på mange måder inkarnationen af, og myten om, flanøren, misantropen og filosoffen fra en storby. Fremmedgjort og dog hjemme. Dystert blik på omgivelserne, menneskene og atmosfærer.

Men samtidig med en omsorg for alt det, som han har det svært med. Det som gør tilværelsen svær, og sine steder sort. For lyset bryder frem. I sprækker, i sort humor, ironi og poetiske paradokser. 

Omvendinger af udtryk, talemåder og handlemønstre, som hører hverdagen og fortiden til, men fortsat praktiseres. Disse udfordrer han, og det bringer smil, eftertanke og nyt liv til kulturens og storbymenneskets klichéer og habitus. 

Internationalt har Simpson også optrådt med Trentemöller til koncerter med Pet Shop Boys og Depeche Mode

Rent faktisk er Mikael Simpson født og opvokset i Holstebro. Dermed endnu en undtagelse til forestilingen om, at de mest interessante artister kommer fra større byer. Han brød for alvor igennem med soloalbummet Stille og uroligt (2006). Stilen og genren var indietronica, og den tog han ejerskab på inden for rigets grænser.  

En mangfoldig og selektiv musikalsk track record

Simpson startede i 1990erne som guitarist i bandet Luksus. I 2002 debuterede han som soloartist. Indtil fredag 13. nov. 2026 har han udgivet fem soloalbum. Det seneste i 2011. Med andre ord en pause på 15 år. Bemærkelsesværdigt. Lige så fascinerende, men også herligt bekræftende for “musikretfærdighed”, at han så vender tilbage så overbevisende og med dygtig timing. 

Med to udsolgte koncerter i Store Vega – og med den garanteret bevidste timede udgivelsesdato fredag d. 13, hvor han spiller det første af sine comeback-shows i Vega.

I årene siden 2002 har Simpson også skrevet musik til danske film og arbejdet med andre artister, herunder Trentemöller og Lise Westzynthius. Således har han aldrig trukket stikket i de mange år, der er gået. Men vi skulle vente femten år på et nyt soloudspil med titlen Æterdrøm, som altså nu netop er udkommet.

Internationalt har Simpson optrådt med Trentemöller til koncerter med Pet Shop Boys og Depeche Mode. Endelig er der samarbejde med Jørgen Leth og Frithjof Toksvig på hans CV. 

Klokken midnat til fredag udkom hans nyeste album “Æterdrøm” så omsider. Naturligvis på vinyl. Hvad skal man sige, bedømt på aftenens koncert? Well: Mikael Simpson er fortsat en førende dansk Art of Cool eller skulle vi sige Incarnation of Cool.

At han også håndterer en el-guitar med phaser og reverb smukt – i passager der trækker i retning af Pink Floyd på Dark Side of the Moon og Animals, selv om Simpsons udtryk for hovedparten er et andet – og også kan spille en glødende, følt mundharpe. Ja, det overraskede mig som en uventet bonus. 

Mirabeller, grønne grise og karismatisk nonchalance 

Undervejs i koncerten holder Simpson korte speaks mellem nogle af sangene. Det var meningen, at Go With Peace Mirabelle skulle have været support act til aften, men de måtte melde sygdomsafbud med kort varsel. Et backup act kunne ikke indkaldes, så hovednavn og arrangør måtte improvisere. 

Også de problemfyldte, de utilpassede og heterogene. Det er den zone af temaer og klangflader, hvor Simpson kan noget særligt – og gør det. Ikke mindst live

“Jeg sad omme backstage og sked grønne grise, mens jeg prøvede at lave en playlist”, som aftenens sympatiske eminence forklarer. Den playlist kom aldrig rigtigt ud, så vi måtte vente en time i fraværet af support act. Det overlevede vi. Simpson klæder en scene og omvendt.

Han har en nonchalance over sig, som dog på ingen måde indebærer sjusk eller dårligt fokus. Tværtimod. Det er bare sådan, han er. I bevægelser, håndtegn, håndtering af instrumenter, vokal og kropssprog. Afslappet, i sit rette element, som en fisk der nyder sine vande.  

Han udstråler ro, tro på egne ord og lyd, og han forcerer ikke noget. Med andre ord: En sympatisk, rolig autoritet, som hviler i sig selv. Trods lyrik og fortællinger, som stritter i mange retninger. Også de problemfyldte, de utilpassede og heterogene. Det er den zone af temaer og klangflader, hvor Simpson kan noget særligt – og gør det. Ikke mindst live. 

Udtryk, konventioner og klicheer i Simpson-centrifugen

De er kun tre på scenen. Pedal steel, bas og grooves, Simpson på guitar på enkelte numre. Ellers ord og bløde refræn. Ord man lytter efter. 

Du drømmer om et andet sted

Jeg har ikke styr på lortet / Jeg har lort på styret 

Gode dyr er rådne

Du er små smuk / Jeg falder i / Ved ik’ besked. Hva så med i morgen? 

Nej tak for i aften. 

Etc. One-liners fra udvalgte af mandens sange. De skydes ud. Ellers listes blidt af sted. Og julemandssækken er lastet til randen med både gloser, floskler og talemåder der spejlvendes – for en pointes skyld. 

Simpson skriver og synger på sit modersmål. Det har han altid gjort. Kunne man forestille sig, Nikolaj Nørlund eller Povl Dissing synge på engelsk? Hvad med Gasolin eller tv·2? Nej, det er svært at høre for sig. I Simpsons tilfælde kunne man fint høre hans udtryk og ord på engelsk.

Der skulle givetvis substitueres i brugen og iscenesættelsen af rent danske talemåder, og måske for meget går tabt på den konto? Uanset: Respekt for at Simpson altid har fastholdt det danske og ikke partout jagtet international bevågenhed ved at udgive sig selv på engelsk.

To artister, jeg kunne fristes til at drage parallel til, er Beck og nok især Nate Amos, som man oplever og hører denne med hans ensemble This is Lorelei

Mikael er ingen “klassisk crooner” – og gudskelov for det. Han er snarere en fortæller, med en stemme som ligger trygt og betryggende i baryton-lejet. Han fremfører sine sange laid back, men dog med omsorgsfuld præcision og tillidsskabende autoritet. 

To artister jeg kunne fristes til at drage parallel til, når det kommer til stil og udtryk live, er Beck og nok især Nate Amos, som man oplever og hører denne med hans ensemble This is Lorelei. 

Vi vil ikke falde i søvn, Mikael. Vi vil danse

Som sidste ekstranummer får vi (naturligvis) “Lige inden du falder i søvn”. Min fotograf Lærke gættede hermed rigtigt omkring aftenens slutklimaks. Det nummer svinger som de øvrige skønt, og mod slutningen trækker Simpson en mundharpe frem og leverer en suveræn, elegisk solo. Sidste tone fra den bliver også aftenens sidste. 

“Nu får I et sidste ekstranummer. Derefter skriver jeg to autografer, og så tager jeg hjem.” Denne hookline bliver en af de sidste fra manden i det mørke jakkesæt med matchende sixpence, inden sidste ekstranummer.

Der er humor, varme, ærlighed og uafviselig oprigtighed, podet med ironi, i ordene. Tak for en stemningsfuld aften, Hr Cool, og velkommen tilbage.