Det føltes som et tog i fuld fart—drevet af guitarer og ungdommeligt overskud. Lyden sendte tanker til Pulp, Billy Idol, The Killers og, ja, tør man sige det, tidlig U2. Men mandag aften på Store Vega var det det unge irske band Inhaler, der stod i centrum og ejede øjeblikket med sikker hånd og elektrisk nærvær.
Build Stunning Websites with Ease!
Design a professional website in minutes with a powerful drag-and-drop builder and secure hosting included.
Get Started NowI begyndelsen af koncerten virkede det, som om Inhaler stadig famlede efter deres eget udtryk—en øvelse i stilfuld efterligning af forbillederne. Men som aftenen skred frem, begyndte de langsomt at klinge som noget mere selvstændigt. Nok stadig tydeligt forankret i genrens koder og britisk guitarkultur, men med en spirende identitet, der talte i egne toner.
AMG Presents Moonboots
Bandet blev dannet i 2012, og deres debutalbum, It Won’t Always Be Like This, udkom i 2021. Albummet fløj direkte til tops på både den irske og britiske hitliste—et klokkeklart gennembrud. Imponerende, uden tvivl. Men det får også én til at undre sig: Hvad siger det om nutidens britiske indie-scene, at netop denne lyd brager så bredt igennem?
Inhaler leverer indiepop-rock med guitarkrog, hitpotentiale og høj puls. Sange på præcis tre og et halvt minut, bygget som skabeloner, der kan fylde dansegulve og stadioner. Det er effektivt og virkningsfuldt. Men det bliver også forudsigeligt.
For denne anmelder mangler der mod til at sprænge formen, tage chancer og gå på opdagelse uden sikkerhedsnet.
Det skal dog siges: Inhalers musik løfter sig betragteligt live. Guitarlyden får mere krop, mere kant, og energien er smittende. Deres studiealbums er velproducerede og strømlinede—men i Vega lød bandet både vildere og mere levende.
“Guitarerne er højere, mere massive i lydbilledet end på deres slebne studieproduktioner.”
Forsanger Elijah Hewson har en kraftfuld stemme og en karisma, der rækker ud over scenekanten. Indimellem hører man tydeligt, hvem hans far er—men Hewson junior står ikke i skyggen af noget. Han har sin egen rytme, sin egen indlevelse. Og det er måske netop her, man fornemmer bandets potentiale: De bærer deres musikalske arv med stolthed, men lader sig ikke lænke af den.
Selvom deres materiale endnu mangler den vovede kant og de store kunstneriske spring, har Inhaler cementeret sig som et navn, man skal regne med. Vega var ikke udsolgt denne gang, men responsen fra publikum—dansende, syngende, svedende—tyder på, at deres næste København-koncert får langt flere til at stille sig i kø.
