Dem der ikke kommer – når kulturdeltagelse bliver et privilegium

Det begynder måske med, at en billet virker for dyr. Eller at døren til teatret føles for tung. Måske kører bussen ikke længere helt til museet. Og pludselig er man udenfor – uden helt at vide, hvornår det egentlig skete.

Nye tal fra Danmarks Statistik – udledt af Kulturvaneundersøgelsen 2024 – viser, at ni procent af danskerne det seneste år hverken har siddet i biografens mørke, oplevet et museum, lyttet til live-musik eller besøgt et fysisk bibliotek. Det svarer til næsten en halv million mennesker.

Hvem står udenfor?

Jo ældre vi bliver, desto sjældnere deltager vi i det officielle kulturliv. Blandt danskere over 75 år har hver femte ikke været til hverken koncert, biograf, museum eller bibliotek det seneste år.m.

Men det handler ikke kun om alder – uddannelse og geografi sætter også tydelige spor.

Blandt danskere med grundskole som højeste uddannelse har 15 % ikke benyttet kulturinstitutionerne det seneste år – mens det gælder blot 2 % af dem med lang videregående uddannelse.

Geografien spiller også en rolle. Fraværet er lavest i Hovedstaden og højest i Syddanmark, hvor institutionerne ofte ligger længere væk.

Hvad tæller som kultur?

De 9 %, der ikke har besøgt en kulturinstitution det seneste år, har ikke nødvendigvis været afskåret fra kultur – men måske fra den type kultur, der tælles med i statistikkerne.

Det handler ikke kun om deltagelse, men om definition: I både danske og europæiske undersøgelser måles kulturdeltagelse ud fra aktiviteter uden for hjemmet – som museumsbesøg, koncerter og biblioteket. Det er disse “officielle” rum, statistikkerne bygger på.

Ifølge inventCulture-undersøgelsen forbinder mange danskere stadig kultur med institutioner. Derfor tæller lydbøger, tv-serier og højtlæsning for børnene ikke som “kultur” i statistikkerne – og dem, der ikke opsøger de klassiske kultursteder, bliver usynlige i opgørelserne over, hvem der deltager.

“Mange føler, at de ikke er ‘kulturborgere’, fordi de ikke forstår, eller ikke føler sig velkomne i de kulturelle institutioner, der dominerer forståelsen af ‘rigtig’ kultur.” — inventCulture 2022

Kulturens skjulte pris

Fraværet mærkes ikke kun i statistikken – det mærkes i menneskers liv.

Når vi ikke deltager i kulturen, mister vi mere end oplevelser. Vi mister forbindelser. Til hinanden. Til det samfund, vi er en del af. Og til det fælles sprog, der opstår, når vi ser, lytter og forundres sammen.

Forskning antyder igen og igen, at kultur ikke kun er æstetik og adspredelse – men også noget, der styrker vores mentale sundhed og sociale forbindelser.

En dansk prospektiv undersøgelse viser, at kvartalsvis deltagelse i koncerter, teater, museer eller biografer er forbundet med en risiko­reduktion på ca. 57 % for nye depressionstilfælde sammenlignet med aldrig deltagelse.

En systematisk international review (2023) dokumenterer, at kunst- og musikoplevelser er forbundet med lavere stress, angst, depression og hjertesygdom samt øget mental modstandskraft og livskvalitet.

“Engagement i kulturelle aktiviteter er associeret med højere livstilfredshed, bedre mental modstandskraft og en stærkere følelse af at høre til i fællesskabet.”

Når ni procent står udenfor, handler det også om, at en væsentlig del af befolkningen går glip af dokumenterede fordele – for både krop, sind og sammenhængskraft.

Hvem har nøglen?

Hvis kultur kan styrke både sundhed og fællesskab, så bliver fraværet ikke kun et personligt tab – men en fælles udfordring. Og spørgsmålet melder sig: Hvem har ansvaret for at lukke flere ind? Er det publikum, der skal tage første skridt – eller institutionerne, der skal komme tættere på?

Rundt om i landet begynder nogle at afprøve nye svar på det spørgsmål. Her er nogle af de steder, hvor kulturen forsøger at række længere ud.

På Kulturmødet Mors 2024 satte Kulturens Analyseinstitut ord på en central udfordring: “Hvem tilhører kulturen – og hvem gør ikke?” Et spørgsmål, der ifølge flere oplægsholdere bør stilles, hvis kulturen skal række længere ud end sine egne vægge (Københavns Kommune, bilag 6).

Flere initiativer viser allerede vejen frem: Statens Refusionsordning støtter med op til 50 %, når kommuner og institutioner inviterer turnéteatre ud i lokalområder – særligt med opsøgende scenekunst for børn og unge. Samtidig eksperimenterer biblioteker med nye former for deltagelse, hvor unge selv får nøglen til huset (“Når unge får nøglen til biblioteket”, s. 30–32).

CASE | Museet der rykker ud
Moesgaard Museums initiativ “Hent Historien Hjem” flytter udstillingerne ud af museets rammer og bringer dem ud til plejecentre, boligområder og lokale forsamlingshuse. Her møder kulturinstitutionen borgerne i deres eget nærmiljø, og grænsen mellem institution og publikum brydes ned (PUBLIKUM – 15 fortællinger, s. 36-39).

Når vi tænker nyt, handler det ikke kun om at åbne dørene, men om hvem der tør og føler sig inviteret til at træde over tærsklen. Kultur er ikke blot en bygning – det er noget, vi skaber sammen, dér hvor mennesker lever. Måske er det ikke kulturen, vi skal åbne – men relationen til dem, der står udenfor.

Er 9 % meget?

Ni procent. Næsten én ud af ti. Det lyder måske ikke som meget.

Men hvad tæller egentlig som “nok”, når vi taler om adgang til fortællinger, stemmer og fællesskab? Er det nok, at de fleste af os finder vej ind? Eller skal vi også spørge, hvorfor nogen stadig bliver siddende derhjemme – og hvad det betyder?

Vi ved, at det især er de ældste, de lavtuddannede og dem, der bor længst fra institutionernes lys, der sjældent deltager. Men spørgsmålet er ikke kun, hvem der mangler – det er også, hvad det fravær betyder for os alle.

Kultur er ikke bare oplevelse. Det er samtale. Og hver gang nogen ikke deltager, bliver det fælles sprog en smule mindre.

Måske handler det ikke om, hvor mange der ikke kommer.
Men om, hvad vi som samfund går glip af, når de ikke gør.