#RF25: Intelligent pop, herregårdsro og bastrance
#RF25 er en mini-essayserie fra årets Roskilde Festival – med øjeblikke, oplevelser og personlige indtryk. Første afsnit går fra herregårdsmorgen og frivilligt fællesskab til Annika i gennembrudsmode og basrytmer under nattehimlen. Det handler om at vælge med hjertet – og finde sin egen måde at være til på i sol, støv, kakofoni, regn, nattekulde og musikkens altfavnende skønhed.
Det kan måske virke paradoksalt – ja, næsten absurd – at tage på en af verdens største festivaler og campingpladser, og så overnatte og nyde morgenmad på en luksuriøs herregård 16 km derfra.
Men jeg nyder at kombinere det bedste fra flere verdener, og det er anden gang jeg nu prøver den blanding. Elsker fortsat at campere, men dette er min Roskilde Festival nummer 22, og som årene går indrømmer jeg gerne at udsigten til en god seng, en rolig nat og morgen, og muligheden for at starte dagen uforstyrret i eget tempo trækker.
AMG Presents Moonboots
Morgendis over Sonnerupgaard
At det så er muligt skyldes, at jeg er blevet gode venner med ejeren af Sonnerupgaard Gods, og min fascination af dette pragtfulde sted, og de skønne landlige omgivelser, inspirerede mig i 2023 til at portrættere to kontrasterende universer, hver med deres egen uforlignelige skønhed i samme reportage. Den dobbelte reportage blev bragt i POV International.
Igen i år er jeg frivillig på festivalen, for tyvende gang, og også den dimension giver fortsat mening. Normalt får jeg presseakkreditering, men denne gang var jeg for sent ude, og så hed plan B endnu en runde som frivillig. Denne gang i Backstage Village. Et herligt miljø og zone, som jeg nok skal vende tilbage til. Jeg havde min første vagt i dag kl 10-18. I morgen fri. Vagter igen fredag og lørdag.
Det koster naturligvis nogle koncerter, som må springes over, men følelsen af at bidrage til festivalens samlede funktionalitet, at hjælpe gæster, udføre meningsfuldt arbejde, og være en del af et loyalt fællesskab i et team af frivillige motiverer og beriger mig fortsat.
Anmeldelse af udvalgte koncerter
Annika på Orange: En stilfuld, selvsikker og dybt charmerende åbning af festivalen – og så endda på Roskilde Festivals mest ikoniske scene foran 80.000 publikummer (et estimeret tal). Med en kun 20-årig uimponeret ung kvinde, som brød igennem som et pludseligt og vildt lyn fra poppens stedvist blygrå himmel i 2024. Det var lidt synd, at en hovedsikring røg i det ene højttalertårn undervejs. Eller anden teknisk fejl – og det medførte en pause på godt 20 minutter.
Design. Build. Launch. No Code Needed.
From portfolio websites to full webshops – Elementor lets you build custom WordPress sites visually, fast and beautifully. Join 14M+ users who choose freedom, flexibility, and full design control.
Annika vendte dog retur på scenen helt cool, med stort smil, og en kombineret ydmyghed og stolthed, som hun både udstrålede og selv satte ord på.
Hendes tekster er hverdagslige og om den både besværlige og dragende kærlighed, men hun styrer sikkert uden om klichéer, ordene er personlige, og hendes stemme er en mesterlig kombination af det følsomme og det uforcerede hæse og rå.
Meget overbevisende performance, og publikum sang i den grad med og dansede al forventningens glæde og forløsning ud på den fede måde.
Charlie XCX på Orange
Elegant, fræk, innovativ og eksperimentel pop. Genremæssigt er vi i et lysthus og legende grænseland, hvor dance-pop møder electropop og hyperpop. På et track som “Guess” – hvor hun flankeres perfekt af Billie Eilish – er hun decideret naughty, og der bliver så at sige ikke lagt fingre imellem, når det gælder seksuelle referencer og intime sprogbilleder. Eilish var af gode grunde ikke med denne aften på Orange – hun er jo i gang med sin egen Europa-turné – men Charli leverede i den grad også dette nummer akkurat så flabet, frimodigt og udfordrende som det er tænkt og skruet sammen.
Apollos magiske nattehimmel
I. Jordan på Apollo, nattens sidste show: En mand bag en synthesizer. Trance. Ikke powertrance, men mere chill og sfærisk, med svævende og vævede kvindestemmer henover insisterende bas-ostinater.
Tydeligvis inspireret af Fred Again. Ikke samme høje kvalitet som eksempelvis David Guetta, hvis mørke univers og mere varierede udtryk trykker effektivt på sjælens knapper og sætter ben og krop i organisk bevægelse. Men I. Jordan var bestemt en oplevelse, og Apollo scenen er genial; som en firlænget bondegård under åben himmel, og altid med et fantastisk lysshow.
I 2023 oplevede jeg som festivalens allersidste koncert Perturbator på samme scene, og det var magnetisk og smukt. Full tilt på bassen, og med rytmer som elefanter, der stormer vildt og synkront hen over savannen.
Tragedie og beduinvandring
En trist efternote til festivalens første dag: Desværre hændte en tragedie, idet en 17-årig dreng druknede i en af festivalens søer. Teknisk set ligger søen, som er områdets største og af mange den mest eftertragtede, umiddelbart uden for festivalens matrikel. Men drengen var festivalgæst.
Omstændighederne omkring hans død efterforskes nu af politiet, men uanset hvad er det en tragedie, som kaster en skygge over festivalens begyndelse.
Man vandrer meget på en stor festival. Ifølge min app endte mit samlede tal i dag og frem til 04 i nat således på 25.063 skridt.
