Filmen tager os med bag kulisserne og blotlægger mekanismer og kalkuler i en genre, der måske ikke er blandt kritikernes foretrukne, men som tilbedes af et globalt tv-publikum.
I 2020 kaldte Chronicle sagen om Zodiac for “den mest berømte, uopklarede mordsag i amerikansk historie”. Den hemmeligholdte identitet bag denne mytiske morder, kombineret med hans legesyge, narcissistiske manipulation af de lokale medier i Vallejo og San Franciscos North Bay-området tilbage i 1968-1969, er rent guf og den perfekte cocktail for true crime-aficionados.
Og lad os være ærlige: Ikke kun aficionados, men derimod et enormt globalt kulturpublikum, som drages af netop denne genre og dens diskurs.
Design. Build. Launch. No Code Needed.
From portfolio websites to full webshops – Elementor lets you build custom WordPress sites visually, fast and beautifully. Join 14M+ users who choose freedom, flexibility, and full design control.
Genistregen ved den britiske dokumentarfilmskaber Charley Shackletons Zodiac Killer Project, som debuterede på Sundance Film Festival januar sidste år, er filmens brutale afsæt og efterfølgende konsekvens (som også er dens eksistensberettigelse): Filmen kan ikke laves. Forhandlingerne om rettighederne til at bruge en biografi om Zodiac var ellers godt undersvejs, men blev så afbrudt. Dermed døde filmen, før den overhovedet blev født.
U-vending og dekonstruktion
Shackleton er dybt skuffet. Men i stedet for at dvæle ved nederlaget, foretager han en uventet kovending og beslutter sig for at fortælle os om sin vision og den planlagte fortælling for den film, der aldrig blev lavet. Det gør han gennem et langt detaljeret voice-over med egen stemme, monteret på skrabede, minimalistiske grafiske baggrunde og helt tomme locations. Resultatet er en kompromisløs og fascinerende satirisk dekonstruktion og samtidig fejring af genren.
The Easiest Way to Stay GDPR-Compliant
Denne kalkulerede recept får os som seere til at føle os involverede, endog som hemmeligt særligt udvalgte. Vi bliver selv detektiver
Filmen er en morsom, let flabet, desorienteret og dog velstruktureret kærlighedserklæring til genrens paradigmer, æstetik og sejlivede klichéer. Shackletons observationer af de arketypiske grafiske intros og de mystificerende afsluttende kapitler er skarpe og tankevækkende. Svævende og flimrende lag af tegn, motiver, små tekster og slørede billeder med et enkelt, dedikeret formål: At fascinere os og efterlade os med flere spørgsmål og forstærket tvivl, snare end svar. En raffineret og udspekuleret kodet semiotik. Som virker.
Metoden kan uden problemer gentages i slutningen af fortællingen – næsten identisk eller i en udvidet variation – og dermed skabe endnu flere gåder, især i sager om uløste mysterier. Denne kalkulerede recept får os som seere til at føle os involverede, endog som hemmeligt særligt udvalgte. Vi bliver selv detektiver – lige så dygtige og potentielt mere skarpsindige end de efterforskere, vi har fulgt og lyttet til gennem programmet.
Bag om kulisserne
Brugeranmeldelserne af The Zodiac Project på IMDb er interessante at læse. Her taler vi virkelig om et kulturelt sammenstød af antagonistiske domme. De stærkt polariserede bedømmelser spænder fra stående bifald til vantro hovedrysten og direkte profane udgydelser. Sidstnævnte fra publikummer, der åbenlyst ikke ser – eller ikke vil anerkende – filmens pointer og grundidé. For Mayas slør rives bort.
Jeg må indrømme, at de første fire-fem minutter er tunge og føles som selve definitionen på et antiklimaks. Som en sovepille – men en fascinerende en af slagsen – og den etablerer i løbet af nogle meget lange minutter den nødvendige, fuldstændig tomme scene perfekt. Når den metafilmiske pille først virker, bliver man ganske enkelt suget ind i den minimalistiske, konsekvent stiliserede fortælling i The Zodiac Project.
Filmen tager os med om bag kulisserne og blotlægger mekanismer og kalkuler i en genre, der måske ikke er blandt kritikernes foretrukne, men som åbenlyst eller som diskret hemmelighed tilbedes af et globalt tv-publikum.
