Uhrban Stöjband & Friends triumferer med “The Last Waltz”
Den legendariske koncert i 1976 med The Band blev også markeret i Danmark. Det skete med stort kunstnerisk format fra Uhrband Stöjrock på Det Kgl Teater. Kollektivt broderskab på scenen, fantastisk sammenspil - tilsat sydende gode instrumentsoli.
Uhrban Stöjband havde akkurat som The Band gæster og venner på scenen, alle med noget musikalsk på hjerte, sjæl og musikalitet.
Blandt disse var Martin Preisler, Bo Møller og andre. Showet startede med en ouverture henover en mennesketom scene, kun blidt belyst. Derefter fik vi et filosofisk og landskabeligt digt i beaknik-tradition, skrevet og reciteret af digteren Erik Trigger Olesen.
Gamle Scene på Det Kgl Teater er et perfekt fit for musikken og tidsånden med de halvcirklede, guldklædte balkoner, hvælvingens guddommelige motiver – og scenens intimitet
Tilbage i 1976 var det poeten Lawrence Ferlinghetti, som fremførte sit digt “Last Prayer”. I stemningen og tematikkerne ramte Olesen meget af samme nerve og sameksistens af kontraster som Ferlinghetti. Liv versus forfald/død og håbløshed/desillusion versus tro og bøn.
The Last Waltz: Thanksgiving Day 1976 og 2016
Derefter kom det 16 personers store ensemble på scenen. Stille og roligt, til begejstret applaus fra det helt udsolgte gamle teater. Sidst Uhrban opførte værket var i 2016, dengang et 40-års jubilæum for værket, som finale på en selektiv tour Danmark rundt, som de påbegyndte 2013. I 2016 performede de endda i Det Kgl Teater, også på Gamle Scene, på Thanksgiving Day. Akkurat som The Band i San Francisco i 1976.
Udover The Last Waltz har Uhrband siden 2013 også kastet sig over andre tribute-projekter og turneret med disse. Eksempelvis en homage til Joni Mitchell det år, hun fyldte 80 år, og dengang var det med udelukkende hendes sange på repertoiret for Uhrban.
Jeg er vild med, at netop denne hyldestkoncert foregår Den Gamle Scene og ikke i Operaens rammer. Det er et perfekt fit for musikken og tidsånden med de halvcirklede, guldklædte balkoner, hvælvingens guddommelige motiver – og scenens intimitet.
I marts til oktober 1967 indspillede The Band sammen med Dylan omkring 100 numre i huset Big Pink i San Francisco. De blev udgivet i 1975 som The Basement Tapes
Uhrban spiller som et ægte kollektiv. Med en samhørighed og andægtighed over for originalværket, kombineret med ægte glæde og begejstring over at være på scenen. De spiller med en fælles puls og nerve. Der gives samtidig plads til soli for de enkelte instrumenter, som der også gjorde hos The Band, og når det sker træder den enkelte rolle tydeligt frem i lydbilledet.
Ikke en nem kunst at mestre, hverken for lydmand eller orkester, men The Band havde styr på dynamikker og levels på besætningen – og det har Uhrban også. Meget vigtigt, og en fornøjelse at overvære og lytte til.
Dylan & The Band: Venskab, musikalsk samarbejde og inspiration
The Band var en af de toneangivende orkestre, som definerede og (uden at vide det) indstiftede den genre, som siden kom til at hedde Americana. En hybrid af elementer fra blues, folk, og ofte et udtryk hvor det akustiske sameksisterer med forstærkede el-guitarer, tilsat instrumenter som orgel, mandolin, violin og blæsere.
The Band mødte Bob Dylan i 1965, og de har meget at takke ham for. Hans venskab, hans glød og tekster, hans kontakter. Reelt brød de igennem som Dylans backing band. I marts til oktober 1967 indspillede de sammen med Dylan omkring 100 numre i huset Big Pink i San Francisco. Demoer, jams og færdigindspillede sange. Udvalgte af disse blev udgivet, dog først i 1975, under titlen The Basement Tapes.
Omvendt har Dylan også meget at takke The Band for. Efter en grim ulykke på motorcykel i 1967 var han i en længere periode ramt af musikalsk skriveblokade. Teksterne flød, men harmonier og arrangementer kneb det med. Samt han havde brug for et backing band. Så der var tale om det optimale møde mellem de to parter.
Artister inspireret af The Band: Af samtidige kan nævnes The Grateful Dead, Elton John, Eric Clapton og The Beatles (især deres back-to-basics udtryk på Let It Be).
Af artister de følgende årtier og frem kan i udvalg nævnes: The Black Crowes, Counting Crows, Band of Horses, Iron & Wine, Justin Vernon – og i dansk kontekst Johnny Madsen, Allan Olsen, m.fl.
De gamle bukser som stadig passer
“At spille dette værk live igen er lidt som at hoppe ned i et par gamle bukser, som sad dengang, og som bare stadig sidder”. Med denne replik sætter Louise Støjberg, sangerinde og en af stifterne af Uhrban, ord på ensemblets følelse og kærlighed til The Last Waltz.
Sikke et værk – og sikke en glødende, kongenial og smuk performance af Uhrban Stöjband
En kærlighed som går både i sind og krop på bandet. Det gør den også hos aftenens publikum.
Vi får skønne versioner af udødelige klassikere fra The Band (og Dylan, Young, m.fl.). Igen må jeg fremhæve, hvor naturligt Uhrban håndterer partier med soli til diverse instrumenter. Suveræn kontrol med dynamiske niveauer og det samlede organiske lydbillede.
Trommeintroen (en lang solo) til “Down South in New Orleans” er fantastisk. Bag tønderne sidder – eller står – Casper Mikkelsen, en anden af grundlæggerne hos Uhrban. Hans intro er magtfuld, forførende, shamansk – og bygger nummeret perfekt op i følelse og dynamik.
I enkelte momenter savnede jeg et af varemærkerne hos The Band: Flere mandestemmer som synger unisont, leadvokalen som går på omgang mellem herrestemmerne i vers. Omvendt: Hos Uhrban får vi to kvindevokaler og to fra mænd – så hvad angår harmonier, unisone partier og variation af leadvokal er vi godt dækket ind.
Sikke en aften i Det Kgl Teater. Sikke et værk – og sikke en glødende, kongenial og smuk performance af Uhrban Stöjband. Selv om næste runde jubilæum først er om 10 år, kan man håbe at Uhrban inviterer os igen inden.
