#RF25: Stormzy, Portishead-nostalgi og mosekonemetal

Torsdag kl. 13:30. Ved check-in, hvor jeg jagter den p-licens, jeg egentlig havde regnet med at få, støder jeg på en gæst med en anden slags udfordring. Hendes armbånd virker, men hun får ikke adgang til Mediebyen. Jeg er nysgerrig af natur og spørger, hvilket medie hun skriver for. Svaret? Hendes kæreste er i stald hos Universal Music. Så bliver jeg straks mere nysgerrig – på kæresten altså – og han må betegnes som landskendt. Mere røber jeg ikke her.

Parkeringsgribbene, en villavej og festivalens værdier

Min p-licens fik jeg aldrig. Men jeg fandt en anden løsning. Der er virkelig kommet kommerciel turbo på parkeringsbranchen i de senere år – men det overrasker næppe nogen. Både hos Musicon og flere private aktører i området gælder det, at man som minimum skal købe parkering for 24 timer. Det løber op i cirka 170 kroner, og det føles som decideret kapitalistisk svineri fra de private parkeringsselskaber. For det er jo dem, der dikterer spillereglerne – ikke den lokale bilforhandler eller Musicon selv.

Men stædig og principfast som jeg er, finder jeg et andet hack: en privat villavej, rørende tæt på en af indgangene. Jeg taler med et par af beboerne, og det er helt okay med dem. Der er masser af plads, og min bil står ikke i vejen for nogen. Case solved. For jeg nægter altså at arbejde som frivillig, uden at få tildelt parkering, og så blive flået af parkeringsgribbene oveni.

Hermed er et hack delt. Jeg håber, det ikke resulterer i, at området næste år bliver torpederet af biler. Men jeg vælger at tro på det gode i folk – høflighed, hensyn og god stil.

Den kyniske, opportunistiske kapitalisme skal ned med nakken. Og netop omkring en festival, der som grundtone hylder kærlighed, fællesskab og god karma – ja, så går ligningen op, hvis festivalgæster med reel kørselsbehov får lov at låne lidt plads på en villavej et par dage.

Og skulle det give bagslag i form af, at gribbene forsøger at købe vejene af kommunen eller bestikke beboerne med returkommission – tja, så er det i teorien muligt. Men ærlig talt: for paranoidt et scenarie. Forhåbentlig.

Mosekonemetal og mørk magi i Gloria

I Gloria spiller bandet Couch Slut netop nu. Genren? Grind og mosekonebrygget metal. Det overraskende er, at der er propfyldt i den gamle lade – og endda en betragtelig kø udenfor. Set i lyset af festivalens poppede profil og helt unge målgruppe, er det en interessant og faktisk befriende kontrast.

Jeg stiller mig tålmodigt i køen og kommer efter 15 minutter ind i den mytiske, altid mørke og sonisk tætpakkede staldbygning. Der er seriøst knald på Couch Slut, og selvom jeg elsker mange genrer – også pop, når den er innovativ og rammer en følelse frem for at servere sterile floskler – så er det bare for fedt med en omgang tonstung core-metal. Dyb som kulminer. Mørk som den sorteste slange, den mest diabolske heks eller en troldmand med skjulte agendaer. Herligt!

Beabadoobee og sange fra soveværelset

På Orange er det filippinsk-britiske Beabadoobee, der netop nu med et velsvingende band og elegante breaks mikser drømmepop, lo-fi og – ja, lad os tillade os genrebetegnelsen – grunge light.

Jeg hører først hendes stemme 300 meter væk, og tankerne glider straks mod Mew. Men det akustiske fatamorgana forsvinder hurtigt, da jeg når frem til græstæppet foran scenen.

Beabadoobees udtryk er både charmerende og originalt. Som sange skrevet i soveværelset og siden løftet ind i øvelokalet med dygtige musikere. Hendes stemme er blid og blød og fungerer både i de stille, cruisende westernguitar-passager og når bandet åbner for rockens energi og tyngde – med både tunge trommer og saftig elguitar.

Beth Gibbons, fløjter og en sirene fra 1998

Beth Gibbons spiller nu på Arena. Det er decideret smukt, og mine tanker og følelser glider i retning af Led Zeppelin, når de dyrkede det drømmende og hypnotiske. Ikke mindst efter at have hørt Robert Plant i Falkonersalen for nylig – hans mytologiske, dragende eventyrunivers lever stadig i mig. Fløjterne spiller en nøglerolle i Gibbons’ lydunivers.

Og så – 50 minutter inde i koncerten – kommer den: Portisheads geniale klassiker “Glory Box”. Det er både nostalgisk og fuldkommen nærværende. Jeg husker en koncert med Portishead tilbage i 1998 – jeg måtte dobbelttjekke årstallet, for det er trods alt længe siden – hvor jeg stod tæt og vuggede med en kvinde, der lignede Bo Derek i sin ungdom. Smuk som en gudinde.

Hun tændte en joint og rakte den til mig med samme naturlighed, som havde vi kendt hinanden i årevis. Vi kyssede under netop “Glory Box”. Men som en sirene – eller havfrue – forsvandt hun igen. Lige så umærkeligt og flydende, som hun var steget op af havet.

Jeg får næsten tårer i øjnene nu. Ikke (kun) over Bo Derek-pigen, men over det samlede mindebillede – og den ægte, dybe følelse af dette nummers sakrale skønhed, som netop nu udspiller sig live på Arena.

Solstik, søvnunderskud og sweaterjagt

I går rundede temperaturen 30 grader. I dag er den styrtdykket, og når vi rammer midnat om tre timer, lover vejrguderne 13-14 grader og vedvarende blæst. Det bliver en kølig omgang. Man skal – som enhver spejder – være forberedt på lidt af hvert, når man går på festival.

Det plejer jeg heldigvis at være, og gummistøvlerne er naturligvis pakket. Til gengæld må jeg nu et smut forbi Røde Kors – de har også en butik hernede, tæt på EOS-scenen – for at finde en ordentlig sweater. Det er ganske enkelt et must. Jeg havde glemt (eller undervurderet), hvor kolde aftener og nætter kan blive. Især når man har været ude hele dagen, er i søvnunderskud – og, som i mit tilfælde, pinligt ædru. For som bekendt: promille – og andre rusmidlers biprodukter – gør en forskel, når det handler om at dulme sanserne.

Stormzy og den blå times hiphop-ekstase

Røde Kors må vente lidt endnu. Det hjælper at få sko og grønne slacks på, og nu sætter britiske Stormzy det tunge, seriøse hiphop-skab solidt på plads. What’s not to love?

Det her rammer mig direkte: Magtfuldt, vellydende og med en fabelagtig lydside på Orange, som her på dag 2 – historisk set – plejer at ramme sit optimale: kraft, detaljepræcision, dynamisk perfektion og lys. Det hele smelter sammen i én organisk oplevelse mellem artist, publikum – og den blå time med sine mættede farver.

Det her er kunst. Punktum. Stormzy og hans hold – inklusive de vidunderlige korsangerinder – er i den grad “i zonen”. 330 procent til stede. Og det er netop her, man skal være, hvis en koncert skal løfte sig til noget særligt.

Amenra og den velsmurte doom-dieselmotor

Kort efter konstaterer jeg på Gaia, at Roskilde Festival heldigvis er meget mere end pop, hiphop og trance. For her står belgiske Amenra og bomber deres lydunivers ud over pladsen – voldsomt, ja, men også med stille, følsomme passager.

Genren? Doom metal og sludge. Tungt som et containerskib, der trods alt holder sig flydende uden at synke.

Hvorfor virker det? Fordi det er velspillet, præcist og varieret – ja, faktisk næsten progressivt (selvom jeg tøver lidt med det ord; det er slidt og har mistet sin kant). Lyden er som en velsmurt dieselmotor: klar til at kickstarte på et splitsekund og eksplodere med massivt, fremaddrivende bundtræk.

Zombiedyr, Bela og et lydmareridt i Gloria

Tilbage i Glorias mørke stald til noget… sært. De kalder sig Bela og lyder som soundtracket til en rigtig dårlig gyserfilm. Ifølge Roskilde-appen er det en sydkoreansk DJ og “musiker”.

Det, han laver, imponerer mig på ingen måde. Og betegnelsen “musiker” føles, med al respekt, helt OFF her.

Bevares, måske er det en leg med fremmedgørelse og underjordiske klangverdener. Men for mine ører lyder det mest som en flok stakkels dyr ramt af en sjælden epidemi – i langsomme dødskramper, eller stavrende rundt som zombier uden mål eller mening.

Det minder mest om en C-gyserfilm, hvor en pinefuld zoonose hærger, dyrene tror, de er mennesker, og menneskene er blevet til syvbenede, kaudervælsk-vrøvlende væsner med Tourettes og akut toiletbehov.

Alligevel giver jeg “konceptet” 20 minutter. For især på festivaler – men egentlig i mødet med al slags kunst – skylder man sig selv at blive udfordret. At lægge fordomme fra sig, også når alle instinkter skriger nej. Men her? Ingen belønning. Ingen tro, der vender.

Anton Westerlin og en 02:30-kø i søvnens grænseland

Klokken er 01:45, og folk strømmer som vilde dyr mod Arena, hvor “fænomenet” Anton Westerlin går på kl. 02:30. Han står bag en lang række nyere hits – primært som producer, men også som sangskriver for navne som Kesi, Tessa og D1MA. Nu er et soloalbum på vej, og i nat leverer han et af sine sjældne liveshows. Angiveligt dukker Annika også op som gæsteartist.

Køen til pitten snor sig over 80 meter. Jeg trodser trætheden for at tjekke ham ud – men forventer ærligt talt at trække stikket efter 15 minutter. Søvnbehovet banker på, og selv om bilen giver en vis komfort, venter der stadig en køretur hjem til Sonnerupgaard Gods og min elskede seng.

Westerlin er uden tvivl en solid hitmager. Publikum synger engageret med på det meste, som han fyrer af fra sin tredobbelte pult. Han starter alene på scenen, men gæster er næppe langt væk. Mine ører og min krop er dog så trætte, at jeg ikke for alvor kan værdsætte showet. Kunne jeg det i frisk tilstand? Ikke garanteret – men sandsynligheden ville i hvert fald være større.

Hjemtur, sorte katte og karma på Dumpedalvej

En lille rettelse til afstandene: Min GPS siger 21 km fra festivalen til Sonnerupgaard Gods, hvor jeg er indlogeret, og jeg er parkeret kun 400 meter fra Entrance East. På de snoede landeveje hjemad møder jeg en hare – og hele tre katte. Haren sidder stille ved vejkanten, med rejste, årvågne ører. Det er næppe hver nat, biler glider forbi dens marker så sent.

Jeg er 100 procent ædru, men træt – og kører derfor ekstra forsigtigt, 40-45 km/t, på de små veje. Jeg er på vagt over for dyrene.

De tre katte har dog ikke helt forstået spillereglerne. De springer alle over vejen, selvom de burde både se og høre mig. Den ene er sort – og på Dumpedalvej er den kun 30 centimeter fra at ende sine dage. Den springer pludselig ud fra græsset, og jeg må bremse hårdt og lave en undvigemanøvre.

Lad os sige det sådan: Den kat brugte ét af sine ni liv – og slap. Det gjorde jeg også.

At den var sort, kunne man fristes til at tillægge symbolik. Men jeg vågner op til morgenmad på Sonnerupgaard Gods – og det sætter ligesom alting på plads. Trods alt.