#RF25 – Nine Inch Nails, Backstage Village og møllehjulstechno

Lad os starte dette finalekapitel med lidt tal: Der er 44 km hegn omkring Roskilde Festival, 1648 toiletter, omtrent 130.000 deltagere – heraf 30.000 frivillige. Gennemsnitsalderen er 24 år. Festivalen har 8 scener og 185 artistnavne. Der bliver drukket 1 million liter øl og genereret omkring 2.000 tons affald, med en genanvendelse på 22 procent. Et tal der stiger år for år.

Det siger sig selv, at der med så mange deltagere er en ekstrem logistik på spil. Ligeledes at festivalen ud over kyndig ledelse og planlæggere i den grad har brug for frivillige kræfter. At omkring 30.000 volunteers hvert år melder sig under fanerne er imponerende.

The Mary Wallopers på Avalon. Det er formularisk, effektiv og livsglad irsk musik. Et klart politisk shout out med sympati for Palæstina kommer fra bandet undervejs

Jeg har selv prøvet det tyve gange nu, og jeg både ved og føler, hvorfor og hvordan det giver mening. Det handler om langt mere end “bare” et gratis armbånd, fri kaffe og nogle vouchers til mad og drikke. Det handler om gode, solide værdier som solidaritet, at løfte i flok, omsorg for festivalen og dens gæster – og glæden ved at være en del af et team, som sammen sikrer kvalitet, tryghed og feststemt glæde hos alle om bord.

Irsk støtte til Palæstina – og mødet med Anna

Fredag aften hører jeg efter min vagt The Mary Wallopers på Avalon. Det er formularisk, effektiv og livsglad irsk musik med flyvende violintoner og træskodans. Et klart politisk shout out med sympati for Palæstina kommer fra bandet undervejs.

Bevidstheden og kampen for uafhængighed ligger dybt i det irske folk, så støtten og logikken er her oplagt. Og publikum er helt enige, da opbakningen til palæstinenserne blev meldt klart ud fra bandet. 

Jako Maron i Gloria: Toner og rytmer fra øen Réunion i Det Indiske Ocean, splejset med techno. Ganske originalt og lækkert udtryk. Musikken går i kroppen. Percussions af træ med deres varme lyd, den dunkende techno-bas, følelsen af at danse på en strand, i vandkanten under solen, og bare danse løs. Trods at man teknisk set står i en staldbygning nu. Betagende.

Godt ud på natten får jeg et måltid. West-African Peanut Stew. Smager himmelsk. En lidt fortvivlet, sød ung kvinde sætter sig ned. Hun kan ikke finde sine cigaretter. Havde ellers en hel pakke! Jeg byder hende straks en smøg, lover at det nok skal gå. Derefter taler vi reelt sammen i en hel time – om livets udfordringer, drømme, kærlighed, dæmoner og livsvalg. Hun hedder Anna, er 25 år og har været igennem et problematisk kapitel og nogle særlige miljøer i sin tidlige ungdom.

Via vores snak, og Annas egen drejning af perspektiv, blev hendes humør bare løftet, og hun endte med at danse i natten foran en tom Orange Scene

Dem har hun nu kappet snoren til, truffet afgørende valg, og nu er hun slået ind på en lovende og langt mere meningsfuld kurs. Endda med attraktivt job som butikschef, nyt job via headhunting – og snart en relevant uddannelse også. Stærkt gået, Anna! Vi følges til Orange Scene. Da Anna satte sig ned var hun lidt fortvivlet, følelserne var intense – det er de ofte på en festival – og tankerne en anelse nattedunkle.

Men via vores snak, og Annas egen drejning af perspektiv, blev hendes humør bare løftet, og hun endte med at danse i natten foran en tom Orange Scene. Dagen efter skrev jeg et digt om hende, som nu er blevet til en sang, og vi har haft hyggelig kontakt efter RF også. Utroligt så mange folk, man møder hernede, og fascinerende med den spontane åbenhed og solidaritet i samtaler. Eller impulsiv stammedans, som tilfældet var med Matilde og Jonas på åbningsdagen.

Backstage Village: Lidt ekstra luksus

Min tredje og sidste vagt kl 13-21. Er frivillig i et VIP-miljø, hvor min funktion tæller service, vejledning af gæster, renholdelse af arealerne, organisering af materiel, samt servicering at toiletter. På sidste område har vi dog et professionelt eksternt rengøringsteam også, så vores rolle er at supplere dem, hvilket især er relevant fra aften og ud på natten. 

Gæsterne i området tæller artister, mediefolk, influencers og B2B-gæster. Generelt er alle søde, men enkelte en anelse forkælede i attituden, og med næsen i sky. Det er the influencers, konkluderer jeg hurtigt.

Ravyn Lanea spiller på Avalon kl. 21. Hun er blevet et stort navn, og det kan måske undre lidt, at hun spiller på Avalon. Omvendt matcher den blide, jazzede og soulede R&B det aspekt af dovendyrstræthed, som også er en del af festivalens sidste dag og aften. Ser mig omkring, og mange blandt publikum ser vitterligt trætte ud nu. Uanset alder. 

Det paradoksale er, at netop finaleaftenen hernede også kan udløse enorme mængder endorfin og vild energi. Formentlig betinget af typen af koncert og musikkens karakter. Så scenariet kan meget vel være et helt andet, når Nine Inch Nails om tyve minutter går på Arena. Det er jeg sådan set sikker på bliver tilfældet. 

Mærker en pludselig form for ensomhed, plantet midt i det store fællesskab. Er hernede alene, men har været i selskab med gode frivillige kolleger de sidste otte timer, også i dag. Savner mine børn. Savner min mor. Savner en kæreste at kramme

Bassen hos Lavyn er voldsom, trods genrens bløde profil. Jeg tager derfor mine ørepropper på nu. Må også indrømme at musikken keder mig. Can’t win ‘em all. Dette er sovekammermusik på kanten af muzak. Jo, damen fra Chicago kan skam synge, men sangene forekommer mig uoriginale og standardprægede. 

Så efter 30 minutter går jeg mod Arena. Vælger nok 1/3 af den koncert for så at vandre hastigt til This Is Lorelei (Nate Amos) på Gaia. Han kan noget interessant, synes jeg, og Nine Inch Nails har jeg hørt før. Og ja, de to acts spiller samtidig. Et dilemma man ofte må tage stilling til på en festival af denne magnitude. 

Nine Inch Nails og fire energidrikke 

Det støvregner nu, men det er ikke råt vejr. Som så mange gange før har vejret vekslet en del på Dyrskuepladsen. Onsdag bragende sol, 30 grader, bar hud, solbriller, solcreme og sølvfarvet pyntedrys på pigernes kinder, glimtende i solen. Torsdag: Et drastisk temperaturfald og en hel del regn. Dog ikke decideret skybrud. Fredag og i dag overskyet og med kapitler med regn. 

Mærker en pludselig form for ensomhed, plantet midt i det store fællesskab. Er hernede alene, men har været i selskab med masser af dejlige festivalfolk og gode frivillige kolleger de sidste otte timer, også i dag. Savner mine børn. Savner min mor. Savner en kæreste at kramme. Har mødt mange folk hernede, herunder en del attraktive kvinder, og har både hyggesnakket, delt skæbnehistorier, flirtet og fået nye venner og potentielle dating-kontakter. 

Men kendsgerningen er: Jeg føler mig ensom lige nu. Præmatur Roskilde Blues og træthed spiller også ind, det ved jeg af erfaring. Det tager 1-2 dage at lande og finde sit vanlige jeg igen efter en Roskilde Festival. Har 1 ud af 3 vouchers til mad og alle mine 10 drink vouchers tilbage på mit armbånd. Vælger en Mana i Tuborg-teltet ved Arena. Jeg drikker ellers aldrig energidrik, men har virkelig brug for den NU – og tror sgu, jeg pimper yderligere nogle stykker herfra. 

Udtrykket hos Trent Reznor og “De Ni Tommers Negle” er akkurat så cool, som jeg husker det. Det er præ-grunge som møder ur-rock. Det har tyngde, fede guitar riffs, et afmålt BPM (betydeligt langsommere end eksempelvis punk), og det slår mig nu, hvor meget de har inspireret et band som Alice In Chains. 

“God is dead, and no one cares!”, deklamerer sangeren i et af flere melodisk enkle, men fængslende, omkvæd. Fuck, har lyst til at se dem til ende. Men jeg vil også opleve Nate Amos. Så i frisk fart mod Gaia bevæbnet med en Mana mere nu! 

OK, I surrender: This Is Lorelei er hermed en af denne festivals absolut fedeste oplevelser. Nate Amos er king of cool. Mere cool end Beck, og både ord, vokalens rolige autoritet og det groovy band er bare en nydelse

I kapgang bæller jeg min Mana nummer to. Den virker – eller også er det gratis dopamin, foræret af mig selv til mig selv. En vilje og insisteren på at glæden, kærligheden, fællesskabsfølelsen og tonerne SKAL sejre på denne sidste aften. 

Spotter et godt fotomotiv. Nødt til at stoppe. Turbohurtig snak med Tilde og Amanda, som udtrykker kvintessensen af festival chill. Speed-briefer dem om formål og medie, tager foto, de er vildt søde, men siger hej, tak – og løber videre mod Gaia. 

This Is Lorelei: King of cool

OK, I surrender: This Is Lorelei er hermed en af denne festivals absolut fedeste oplevelser. Nate Amos er King of Cool. Associationer – sådan nogle får man jo på godt og ondt altid – trækker hurtigt i retning af Lou Reed, Beck og Damon Albarn. Amos er lige så cool som Reed, og i min verden mere kølig på den varme måde end Beck. Både ord, vokalens rolige autoritet og det groovy band er bare en nydelse. 

Det legende element er dér, hvor Damon kommer ind i min musikbiograf. Men: Nate Amos har altså – og det er vitalt – sin helt egen, singulære kvalitet. Udtrykket er laid back, svingende, varmt, og med tekstlige billeder og selvsikker, rolig vokal eksekvering af disse i afslappet baryton-leje, der får hele formlen til at gå op. Magien indfinder sig, samt smilet og varmen i hjerne, hjerte og krop. 

Er på min fjerde energidrik nu. Jeg har fået anbefalet Mate Mate og køber to, men den smager mig absolut ikke. Føj for en kemisk pseudo-te. Mana smager til gengæld decideret godt. 

Nu regner det til gengæld. En flok piger synger et omkvæd, halvt i løb mod Orange. Spørger dem “hvilken koncert?”, og de råber begejstret “Tyla!”. Hende har jeg fået anbefalet af flere. Men sikke da et antiklimaks af ligegyldig R&B pop – et ekstremt ligegyldigt relief efter This Is Lorelei. 

Indløser min sidste af tre madkuponer på en runde fish n chips. Den er ikke vellykket. Det var til gengæld den crispy chicken burger med kimchi, jeg fik i eftermiddags. Reelt en af de bedste burgere, jeg nogensinde har spist. 

Så med varme i hele systemet og et smil på læben – solitær, men taknemmelig i fællesskabet – lader jeg Nate Amos blive min egen personlige finale og et af de bedste musikalske minder fra Roskilde Festival anno 2025

Regnen stopper, og det er klassisk let mudret på jorden under vores fødder nu. Videre til The Raveonettes på Avalon. De har aldrig betaget mig synderligt og gør det heller ikke nu. De to konstant unisone stemmer bliver hurtigt monotone og kedelige. Beslutter at dette ikke er en manddomsprøve, hvor man skal blive til allersidste koncert. Tror alligevel ikke på, at noget kan matche Perturbator – selv om det atter er Apollo, som danner ramme om den ultimativt sidste koncert. 

Så med varme i hele systemet og et smil på læben – solitær, men taknemmelig i fællesskabet – lader jeg Nate Amos blive min egen personlige finale og et af de bedste musikalske minder fra Roskilde Festival anno 2025, min RF nummer 22, forlader pladsen og går mod min bil. 

Flad tank: Den sorte kat? 

Andre gæster vælger også at forlade festivalen ved midnat, og her taler vi tusindvis og noget af den tætteste trafik, jeg nogensinde har oplevet. Det tager mig 50 minutter at komme fra Bakkesvinget til motorvejen, og her er der altså tale om en strækning på omkring 2 km. 

Det koster foruden tid også benzin. Jeg ved, at min tank (både min egen og nu bilens) er tæt på flad, men har regnet på det, og jeg forventer at kunne nå hjem til godset, for så at tanke op på nærmeste tankstation søndag, inden jeg kører mod København. 

Men sådan går det ikke. Ret eksakt 2.2 km fra godset, på vej op ad en lille bakke på Tølløsevej, hoster bilen et par gange – og så dør den. Shit. Bakken er et held, idet jeg så kan stille bilen i frigear og forsigtigt rulle baglæns og placere køretøjet ude i rabatten. Der er totalt mørkt omkring mig, og mit trætte hoved tænker ikke på vejhjælp fra Falck. Det gør jeg så den følgende formiddag, og får benzin på fra en af deres reservedunke.

Sonnerupgaard Gods: Et helt unikt sted

Sonnerupgaard afholder bryllupsfester hver weekend hele året, og de fleste weekender både fredag og lørdag. Konceptet? Bryllupsværtsparret lejer lokalet og står så ellers selv for festen (mad, musik, mv.). Rigtigt mange bryllupsgæster overnatter på godset, og nyder sammen brunch dagen.

I kommercielle tider er det imponerende: Men mit indtryk er fortsat – og har fået dette bekræftet – at Sonnerupgaard Gods ganske enkelt bæres frem af god gammeldags omdømme- og omtalekultur. Kun et beskedent budget bruges på Adwords og SEO. That’s it.  

Der er en helt særlig stemning og aura over Sonnerupgaard Gods. Personalet er oprigtigt imødekommende og søde. De er ægte elskværdige og har trods travlhed som oftest tid til en hyggesnak

Siden jeg sidst var her i sommeren 2023 er der fortsat blevet innoveret i både miljøets og gæsternes favør. Stedet har fået et spa-område, og solceller er sat op på op på halmladen. Godset har sågar fået en selvbetjeningsbar i Hestestalden. Til godset hører i alt 320 hektar jord. Af disse er 160 hektar agerjord – resten er skov, eng, grusveje og det område, bygningerne er grundlagt på. 

Der er en helt særlig stemning og aura over Sonnerupgaard Gods. Personalet er oprigtigt imødekommende og søde. De er ægte elskværdige og har trods travlhed som oftest tid til en hyggesnak – også selv om man ikke er historiefortæller som undertegnede.

I haven torsdag formiddag taler jeg eksempelvis hyggeligt med altmuligkvinden Pia, som er selvlært gartner og i øvrigt autodidakt håndværker på en lang række områder. Vi taler om godset, men også om livet. Sådan, helt spontant. I langt over tyve minutter.   

Stedet består af hovedbygning samt tre store længer (engang staldbygninger) i hesteskoform, samt en række annekser, en stor lade med landbrugsmaskiner, mv. Bygningerne er fra 1800-tallet. Enormt meget smukt egetræ, og værelserne fremstår i den stilfulde gamle stil. Blandingsbatteri og armatur på badeværelse er ikke nyeste dato – men de fungerer upåklageligt, og personligt holder jeg meget af funktionalitet kombineret med æstetik fra gamle dage. 

Spontan særomvisning på Danmarks ældste vandmølle

Ligesom det er svært og lidt vemodigt at tage afsked med festivalen, er det også svært at tage afsked med Sonnerupgaard Gods og den pragtfulde omgivende natur. Så trods træthed, gør jeg holdt i Elverdamsdalen – ja, stednavnene er også eventyrlige herude – for at gense Danmarks ældste, fortsat funktionelle mølle: Tadre Mølle. Den går helt tilbage til 1300-tallet og har gennem tiderne både været ejet af biskoppen i Roskilde Domkirke (han havde brug for lidt ekstra indtægt) og såmænd Sonnerupgaard Gods.  

Jeg er så heldig at få en særomvisning af selveste mølleren. Det er drønspændende at høre om møllens unikke historie og nyde lyden og synet af hjul og kværne indenfor. 

Ligheder mellem Trade Mølle og Roskilde Festival? Begge drives og holdes i live af frivillige ildsjæle, og der kan skrues ned eller åbnes helt op for sluserne og tempoet – vandets, himlens og musikkens

På et tidspunkt trækker Ole i en lang kæde, som går fra slusen højere op, gennem en lige akvædukt, som rammer det store overfaldshjul. Slusen åbnes, vandet fosser i firedobbelt hastighed, og det store hjul indenfor accelererer omgående fra roligt tempo til et crescendo og imponerende upbeat. 

De frivillige ildsjæle og sidste ord

Ligheder mellem Trade Mølle og Roskilde Festival? Begge drives og holdes i live af frivillige ildsjæle, og der kan skrues ned eller åbnes helt op for sluserne og tempoet – vandets, himlens og musikkens. Begge kan kontrolleres, samtidig med at de er underlagt vejrets vilje. 

RF25 vil i mit personlige mindekatalog især blive husket for den bagende varme onsdag, de kølige nætter senere, det fantastiske sammenhold og dedikation i vores frivilligteam i Backstage Village, og sidst men absolut ikke mindst: Trade Mølle. Musikalsk står følgende som monolitter: Annika (ja, sgu!), Stormzy, Beabadoobee, Amenra, Jako Maron, Nine Inch Nails – og så det helt uventede højdepunkt til sidst: Nate Amos. King of Cool. Tak, RF25!